TrygFonden har siden 2017 støttet uddannelsen af danske journalister via fellowships på Constructive Institute (CI). Journalisterne eller redaktørerne kan til dagligt beskæftige sig med politik, sundhed, uddannelse el.lign.
De fem fellows tilbringer et fuldt akademisk år (10 måneder) på Constructive Institute, hvor de arbejder på hver deres projekt, følger undervisning inden for deres stofområder på Aarhus Universitet og følger et særligt forløb om konstruktiv journalistik, som Constructive Institute afholder.
Mød vores fellows
Meningen med instituttet er at skabe en mere konstruktiv og vidensbaseret journalistik, der udpeger løsninger i stedet for kun at pege på problemer. CI skal modvirke en stigende tendens til overdrivelser og myter i medierne, der er med til at skabe en forvredet offentlig debat med større utryghed som følge.
Det er målet med programmet at give TrygFonden Constructive Fellows mulighed for at styrke deres viden inden for udvalgte faglige områder samtidig med, at de kan undersøge mulige løsninger på centrale problemstillinger på de stofområder, som de arbejder med nu eller skal arbejde med i fremtiden.
De nuværende fellows
1. september 2019 startede et nyt hold af TrygFonden fellows på Constructive Institute:
- Hans Davidsen-Nielsen, journalist på Politiken, skal undersøge, hvordan medier kan undgå at blive misbrugt af ekstremister, der forsøger at skabe frygt ved at tegne et forkert billede af truslen mod åbne, demokratiske samfund.
- Minna Skau, nyhedsredaktør på Ritzau, skal undersøge, hvordan et travlt nyhedsbureau med en meget varieret kundekreds kan gøre brug af principperne for konstruktiv journalistik.
- Morten Runge, journalist på DR, skal undersøge, i hvor høj grad tillid mellem politikere og journalister er formindsket gennem årene, og hvordan den kan forbedres, uden der gives afkald på den journalistiske uafhængighed.
- Sarah Golczyk, journalist på DR, skal undersøge, hvordan konstruktiv journalistik kan bruges til at kommunikere miljø- og klimaudfordringer.
- Friederike Felbo, reporter på TV 2, skal undersøge integration i de danske skoler i kombination med konstruktiv journalistik.