TrygFonden har i 2021 fokus på, at der stadig er behov for at imødekomme nogle af de udfordringer, som corona-krisen har bragt med sig. Særligt indenfor vores kerneområder Sundhed og Trivsel oplever vi et fortsat behov for støtte blandt foreninger og organisationer.
Derfor har vi i TrygFonden valgt, at vi i den kommende donationsrunde - der har deadline for ansøgninger 1. september - vil være særligt opmærksom på, om der inden for kerneområderne Sundhed og Trivsel er eftervirkninger i forhold til corona-situationen, som bør prioriteres.
Mange af de udfordringer, som corona-situationen har bragt med sig, er alvorlige – men ikke nødvendigvis nye. I TrygFonden lægger vi vægt på at arbejde langsigtet, og vi vil derfor også fokusere på, om der er initiativer, hvor vi, på baggrund af hvad vi har lært under den første tid med corona, kan bidrage til permanente og langsigtede forbedringer af vores indsatser indenfor Sundhed og Trivsel.
I den kommende donationsrunde vil vi have særligt fokus på:
- om der indenfor vores kerneområder Sundhed og Trivsel er særlige corona-relaterede indsatser, der behøver støtte.
- om der er initiativer, der på baggrund af læring fra tiden under corona-krisen, kan bidrage til en permanent forbedring af indsatser fremadrettet indenfor områderne Sundhed og Trivsel.
1. april 2020 etablerede TrygFonden en særlig akutpulje på 30 mio. kr., der var målrettet de mange organisationer og foreninger, der hjælper mennesker med særlige behov i den aktuelle situation med corona-smitte i samfundet. Se, hvilke donationer der blev givet.
Vi etablerede desuden en akutpulje for virksomheder med en social profil.